Sprogarbejde & sprogvurderinger
Børn lærer sprog i samspil
Det sproglige læringsmiljø er afgørende for barnets sproglige udvikling og det gælder både for børn med en almindelig sprogudvikling og for børn som er i sprogligt udsatte positioner og evt. har særlige sproglige udfordringer. Et godt sprogmiljø er et miljø, der skaber mulighed for, at børn og voksne undersøger, taler, udtrykker sig og tænker sammen - og god organisering og gode materialer betyder meget, for at dette kan ske i hverdagen.
Barnets sprog og tænkning udvikles i samspillet med omverden, og relationsarbejdet er derfor selve grundlaget for at støtte børns sprog. Det ses f.eks. i ICDP (program om relationskompetencer og kommunikationsstrategier) og de kommunikative strategier, som der arbejdes med her. Sprogarbejdet tager udgangspunkt i hverdagens samtaler med fokus på at understøtte, udvide og forlænge samtaler med og mellem børn. Legen har også et særligt udviklingspotentiale for sprog, fordi barnet her tænker abstrakt ( så sagde vi at) og bruger sproget til både at forhandle, at planlægge, at forestille sig ting osv.
Nedenfor er der linket til forskellige inspirationssider, og under Guide til Kortlægning af barnets sprog (længere nede på siden) kan I finde en liste over gode tekster mm. Desuden kan I finde link til Holbæk Biblioteks arbejde med bøger og sprog.